Min rejse

Mit navn er Stinne, og jeg har undervist yoga i snart tre år.

Yogaen kom for alvor ind i mit liv for snart 12 år siden, hvor jeg til at starte med kastede mig ud i meditationskurser for at arbejde med min daværende eksamensangst i forbindelse med mit studie som skolelærer.

Herefter fik jeg langsomt øjnene op for alle de ting, som yogaen indeholder. 

I 2013 var jeg på mit første yoga-retreat som deltager, og siden da har jeg holdt fast…

… eller rettere, jeg har ikke kunnet slippe yogaen igen

Jeg begyndte at få en fast ugentlig praksis og gik til undervisning i en sådan grad, som jeg før gik til håndbold. Og med det sagt – ja, jeg er gammel håndboldpige, som også længe havde tænkt: “Yoga?! Jeg er jo stiv som et bræt! Nej tak!”. 

Det ændrede sig, og jeg på blot et par måneder gik jeg fysisk fra knapt at kunne nå mine knæ med mine hænder til pludselig at kunne nå mine egne tæer!

Det gav mig blod på tanden! 

Nu skal det ikke lyde som om, at yoga kun handler om at blive smidig. Det er efterhånden gået op for mig, at der altid er noget at arbejde med. Både fysisk, mentalt og spirituelt. 

Det, at jeg fysisk kunne mærke, hvad yogaen gjorde for mig krop, motiverede mig til at blive klogere på mig selv. Jeg ville lære, hvad yogaen mere indeholdt, og hvad den ellers kunne gøre for mig. 

Det førte mig til min første yogalæreruddannelse i 2013, den næste i 2015. Og en af mine største drømme gik i opfyldelse i 2016, da jeg tog Jivamukti Yogalæreruddannelsen. 

Stoppede som folkeskolelærer

Siden da tog jeg endnu en stor beslutning om at stoppe som fuldtidsskolelærer for at starte op som selvstændig yogalærer.

Dette kapitel er en on-going historie i sig selv, og jeg er stadig ved at finde mit fodfæste i denne verden… 

Jeg lever i dag af at undervise yoga, både faste ugentlige hold, workshops og årlige retreats. Jeg bruger min tid på hele tiden at dykke endnu mere ind i yogaens historie, filosofi, psykologi, meditation og personlig udvikling i det hele taget. 

De første spæde skridt for snart 12 år siden er stadig spæde i dag, og jeg bliver hele tiden klogere.

Som en klog græsk filosof engang sagde: “Jo mere man ved, jo mere finder man ud af, at man ikke ved”, og det er sådan jeg har det med yoga. 

Yoga er ikke bare stræk og bøj

Det er vigtigt for mig at videregive, at yoga ikke bare er stræk og bøj, men faktisk en måde at leve sit liv på.

Det er ligeledes også vigtigt for mig at huske mig selv på det, og jeg gør mit bedste hver dag for selv at leve op til de ting, jeg underviser i.

Tak for at du læste med så langt. 

Hvis det har vækket dig interesse, er du altid velkommen til at gratis prøvetime. Skriv blot til mig. 

Vi ses på måtten!

Stinne Høj
3520 Farum