yoga

Atter en rejse

Jeg har begivet mig ud på atter en rejse.

En rejse hjem til mig selv.

I mange år har jeg haft en følelse af at lede efter noget, som jeg aldrig rigtig har vidst, hvad var.

Det er jo immervæk som at lede i blinde.

Jeg har hele tiden søgt efter et eller andet, som kunne fuldende mig. Som kunne gøre mig lykkelig, som kunne gøre mig rig, uafhængig, elsket, anerkendt, set, hørt, osv.

Jeg har på en eller anden måde altid søgt efter at finde noget udefrakommende, der kunne udfylde alle de hulrum inden i mig.

Hulrum af skam, sorg, lavt selvværd, manglende evner, ked af det-hed, ligegyldighed, ubetydelig – alle de der selvsaboterende tanker og følelser, man kan komme i tanke om.

Nu har jeg taget en aktiv beslutning om, at det skal være anderledes.

Jeg vil begive mig ud på en rejse – eller rettere ind på en rejse – efter at få alle de huller fyldt ud inden i mig UDEN at skulle være afhængig af noget udefrakommende.

Som en vis mand har lært mig, så er det mit selvværd, der skal bygges op inde fra og ud. Ikke omvendt.

Rødderne og fundamentet skal stabiliseres og vandes, så de kan gro sig stærke og stabile.

Den udefrakommende anerkendelse øger måske midlertidigt min selvtillid, og det kan føles skønt i øjeblikket. Det bliver bare nærmest som et drug, som jeg bliver afhængig af.

Hvis jeg ikke får det, giver det abstinenser, og det er sådan, jeg har levet mange år. Måske størstedelen af mit liv.

Jeg har været/er til dels stadig afhængig af andres anerkendelse, hvilket er meget tydeligt jf de jobs og de uddannelser, jeg har valgt gennem mit liv. De er alle sammen nogen, hvor man bliver set på af andre.

Jeg er afhængig af, at andre synes om mig, og jeg vil gå rigtig langt (læs: på kompromis med MANGE ting) for at andre kan lide mig.

Det er for så vidt også okay. Så længe jeg også bare ved, at det ikke er det, der er det vigtigste. Det skal komme inde fra.

Devicen om at alle ikke skal kunne lide én, er jeg helt med på. Inderst inde ønsker jeg, at det ikke gælder for mig. Jeg da være undtagelsen!

Men –

I’d rather be someone’s strong shot of whisky than everyone’s cup of tea!

Jeg har taget en vigtig beslutning…

Jeg har taget en stor og vigtig beslutning…

Jeg har nemlig besluttet at bruge det næste stykke tid på at passe på mig selv.

At tage mig selv alvorligt og lytte til min krop og mit sind – alt det, som jeg i virkeligheden også lægger vægt på, når jeg underviser i yoga.

Jeg skal til at tage min egen medicin.

Derfor har jeg besluttet at trække stikket og holde pause fra alle mine yogahold et godt stykke tid. 

Hvor længe ved jeg ikke helt endnu, men jeg giver mig selv lov til at have GOD TID og virkelig mærke efter, hvornår jeg føler mig klar, og hvornår lysten til at undervise dukker op igen.

Over et længere stykke tid har jeg følt mig demotiveret og uinspireret, og det har jeg nok bevidst eller ubevidst prøvet at skjule i min undervisning.

Jeg har haft flere tilfælde inden for en kort periode, hvor jeg har været syg. Influenza, forkølelse, ondt i halsen, feber, hele møllen, og det er blevet ved med at vende tilbage med korte mellemrum.

Det må være et tegn på, at jeg ikke hat lyttet ordentligt 1. eller 2. gang.

Nu skal det være nok!

Jeg er træt af at være syg, og jeg er træt af at føle, at jeg slider mig selv op.

Jeg er træt af at føle, at jeg gør noget for andres skyld, og jeg har brug for at få fyldt mig selv op med god energi først og fremmest.

Det er dét, jeg skal bruge det næste stykke tid på at finde ud af, hvordan jeg gør, og så GØRE det.

Måske kommer der til at være stille fra min side i den periode. Måske får jeg brug for at dele min proces, det ved jeg ikke. Jeg lægger mig ikke fast på noget, og tager én dag ad gangen.

Hvis du har lyst til fortsat at læse med, er du meget velkommen. Hvis ikke, er det helt fint. Mærk efter i dig, om det giver mening for dig at bruge DIN TID på at læse med.

Jeg ønsker dig alt det bedste og vigtigst af alt – PAS PÅ DIG!